SCRUM og Virksomhedsteori

SCRUM er et velafprøvet værktøj til at styre udvikling af software i agile processer. Fokus på agile processer har vundet indpas, da det sikrer, at det hele tiden er dét, der giver mest værdi for forretningen eller kunden, der bliver udviklet. Det er opstået og formet ud af praksiserfaringer og har gennem de sidste mange år vist sin værd i mange succesfulde virksomheder.

Udfordringerne ved SCRUM og andre agile arbejdsmetoder opstår, når de ikke virker som ønsket. Når opgaverne ikke bliver afleveret til tiden, når udviklerne ikke har overblik over deres opgaver og når ceremonierne ikke bliver afholdt. Hvad gør man så?

Hvordan er motivationen?

For at rette op på processen, må man starte med at få et overblik over, hvad der går galt: Hvorfor bliver ceremonierne ikke afholdt? Hvad eller hvem er det, der modarbejder dem og hvorfor? Når man har et overblik over, hvor kæden hopper af, kan man begynde at fokusere og få en indsigt i de områder, hvor der skal en særlig indsats til for at processen kommer tilbage på sporet.

I virksomhedsteori er der et veludbygget begrebsapparat til at analysere, hvordan medarbejdernes motivation er i forhold til bestemte opgaver. Udgangspunktet for motivationen er en måldannelsesproces. Medarbejderne skal have et fælles mål for processen – de skal med andre ord gå i samme retning. Måldannelsesprocessen kan enten være drevet af et indre behov hos medarbejderne (eks. at gøre deres arbejde så godt som muligt) eller en accept af virksomhedens mål (eks. at mindske fejlraten ved udgivelse af nye funktioner i et IT-system). I begge tilfælde bestemmer målets tydelighed for medarbejderne, hvor motiverede de er for at opnå målet. Ved at bruge et virksomhedsteoretiske begrebsapparat er det muligt at analysere og forstå sammenhængen mellem måldannelse og motivation og derigennem opnå forståelse af, hvorfor processen er kørt af sporet.

Hvordan kommer man videre?

Når man har den nødvendige indsigt i, hvad der er årsagen til problemet, er det muligt at lave en plan for at komme tilbage på sporet. Planen skal dog ikke laves i et vakuum løsrevet fra medarbejdernes dagligdag – medarbejderne skal inddrages i processen, så de får ejerskab med planen. Sker det ikke, bliver planen blot endnu et uklart mål, som medarbejderne nok skal acceptere, men ikke er motiverede for at nå.

Men hvad er løsningen så? Hvad skal der gøres, sættes i gang? Det er altid det store spørgsmål. Et spørgsmål, der først kan besvares, når man går i gang. Man er nødt til at slippe tøjlerne og acceptere, at en løsningsproces ikke styres eller planlægges – den skal plejes, passes og gives de bedste vækstvilkår.

En ting er sikkert: når medarbejderne inddrages i processen, får du kvalificeret eksperthjælp. De har en indsigt og forståelse af den daglige produktion. De ved, hvor skoen trykker – og hvordan det kan gøres bedre. De skal nok komme op med guldkornene, der kan få processen tilbage på sporet. Alt de kræver som betaling er at blive inddraget i processen og at deres løsningsforslag bliver taget i brug.

Vil du gerne vide mere?

Du kan hente slides fra et foredrag om SCRUM og virksomhedsteori. Der kan du få en fornemmelse af, hvordan begreberne fra SCRUM og virksomhedsteori passer sammen: SCRUM og virksomhedsteori

Vil du vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at komme tilbage på sporet eller vil du gerne vide mere om virksomhedsteori? Så kontakt os for en uforpligtende snak over en kop kaffe.

Leave a Reply